Om os + handelsbetingelser

Betingelser, regler og den slags

Om Humlepusheren.dk

Humlepusheren har hjemme i Sønderjylland, hedder Dennis Voss Stensgaard, og bor på adressen Overgade 10, 6500 Vojens. Firmaet blev startet 05.09.2016.

CVR nummer er 37984957, og telefonnummeret er 93 88 82 81. Det er en mobiltelefon, og jeg tager den for det meste. Men jeg foretrækker, at du sender en mail på info@humlepusheren.dk. Her svarer jeg efter max. 2 arbejdsdage. Hvis jeg ikke gør det, så ring og skæld mig ud.

Aldersbegrænsing

Humlepusheren har ikke drikkevarer til børn. Du skal være 18 år for at købe noget her på siden. Hvis du er under 18 og køber øl på Humlepusheren.dk, bryder du loven, og du snyder mig. Det må du ikke. Desuden er din hjerne først færdigudviklet, når du er 18-20 år – hvis du drikker meget alkohol før den tid, bliver du ikke så klog, som du kunne have været. Og det er træls i vore dages konkurrencesamfund.

Priser

Alle priser er oplyst inkl. moms, pant og afgifter. Der tages forbehold for, at jeg har kvajet mig ved at indtaste forkert pris eller lagerstatus – men jeg prøver at gøre det rigtigt.

Fortrydelsesret, returret og garanti

Der er ikke returret på drikkevarer i henhold til købeloven, heller ikke når de er købt på nettet. Dette skyldes, at drikkevarer og fødevarer har bestemte krav til opbevaring, og disse krav kan jeg ikke kontrollere, når varen er hos dig. Men hvis du er utilfreds med noget, du har købt her, skal vi nok finde ud af det. Skriv på info@humlepusheren.dk, så finder vi ud af, hvordan vi løser problemet. De to års reklamationsret gælder altid, og hvis der er gået noget galt med den øl, du har købt hos mig, får du selvfølgelig pengene tilbage eller en ny øl. Det er dog sjældent, og måske er problemet bare, at du ikke kan lide lige præcis den øl. Skriv til mig, så får vi afklaret, om det er et spørgsmål om smag, eller om kvaliteten. Hvis det er din smag, der ikke er tilfredsstillet, hjælper jeg dig med at finde en øl efter dine smagsløg.

Betaling

Der kan betales med de fleste betalingsskort, dog ikke Dankort uden VISA. Humlepusheren er en lille butik, og adgangen til ren Dankort-betaling er meget dyr for sådan en lille butik. Til gengæld har jeg sørget for, at betalingen er sikret med SSL, og jeg kan ikke se dine kortoplysninger, når du taster dem ind her på siden.

Systemet trækker først pengene, når din ordre er sendt.

Du kan læse lidt om her, hvorfor mange små butikker ikke modtager alm. Dankort: www.business.dk/finans/nets-bremser-nye-netbutikker

Har du kun almindeligt Dankort, så skriv på info@humlepusheren.dk, og så aftaler vi en anden metode til betaling. Vælg i så fald “Bankoverførsel og andet”, når du kommer til betaling af din ordre. Bemærk, at denne metode kræver lidt mere tillid til Humlepusheren, da du med denne metode ikke er beskyttet af Visa eller Mastercard.

Fortrolighed

Alle personlige oplysninger, der angives på Humlepusheren.dk, behandles fortroligt og anvendes kun til at gennemføre betaling og forsendelse. Oplysningerne er kun tilgængelige for Humlepusheren.dk, og siden er sikret gennem SSL – hvilket du kan se på hængelåsen i din browser.

Levering

Humlepusheren leverer dine øl i hele Danmark til en GLS Pakkeshop, som du selv vælger ved checkud. Jeg bruger pakkeshops, dels fordi det er enklest for mig og billigst for dig, og dels fordi dine øl så transporteres så lidt som muligt. Gode øl vil helst have fred og ro.

Jeg sender normalt dagen efter din bestilling, og altid mindst to gange om ugen.

Prisen for fragt er 49 kroner, uanset mængden af øl. Hvis du bestiller for 499 kroner eller mere, er fragten gratis.

Hvis du er utilfreds, så sig endelig til. Og hvis du er tilfreds, så lad andre vide det, fx på Trustpilot.dk!