Lindemans Gueuze

DKK20,00

Gueuze er ung lambic blandet med lagret lambic. I denne version fra Lindemans giver det en syrlig øl med tydelige noter af æble.

25 cl flaske, 5% alkohol.

Ikke på lager

Beskrivelse

Lindemans Gueuze

Lindemans ligger tæt på Bruxelles, og her er der tradition for at brygge lambic. Lambic minder ikke om nogen anden slags øl. Den er brygget af bygmalt som de fleste andre øl, men der bruges ikke ret meget humle, og den humle, der bruges, er faktisk for gammel – der er ikke meget bitterhed tilbage, kun nogle konserverende egenskaber. Men den største forskel på lambic og andet øl er gæren – eller rettere, den manglende gær. Lambic tilsættes ikke gær – i stedet hældes øllet i store åbne kar, og så dumper forskellige mikroorganismer (blandt andet vildgær, kaldet Brettanomyces) fra luften ned i karret og begynder at gære øllet. Det giver en special smag, som dels er syrlig, men også har andre specielle dufte.

Lambic kan drikkes rent, men der er tradition for at blande den, så smagen bliver mindre voldsom. Den traditionelle blandingsdrik er en gueuze, som er blandet af lagret lambic og ny lambic. Det giver en øl med balance, og det er sådan én, vi har her.

Om selve øllet

Lindemans Gueuze er orangegylden af farve, nærmest som hvidvin af den oprindelige slags, hvor man lader skallerne gære med for at få mere farve og smag – det, som kaldes “orange wine”. Skum er der næsten intet af.

Duften er først og fremmest præget af æble, selvom der ikke er noget som helst æble tilsat til øllet. Den dufter lidt som cider, men blandet med noget frisk abrikos og engblomster. Og så er den den karakteristiske Brettanomyces duft, som på engelsk kaldes “funky”, men er meget svær at beskrive. Hvis den bliver for meget (som i fadlagret lambic), kan den minde om lugten i en hestestald, men den bliver meget behagelig, når den som her er afdæmpet. Det ER svært at forklare!

Smagen er mere æble, mere “funk”, citron, hvidvin, og øllet føles i munden både syrligt, saftigt og frugtigt.

Eftersmagen er mere koncentreret aroma af æble, som i en god calvados, der er også noget sherry-agtigt, og ingen bitterhed. Igen er den meget svær at beskrive – den minder om en rigtig god æblecider, der er bare langt mere smag og fylde. Det er en unik og fremragende drik, denne gueuze!