Lindemans Kriek

DKK20,00

Lindemans Kriek er en øl med kirsebær. Det lyder klamt, men læs her, hvorfor det faktisk smager godt – og hvad det smager godt til.

25 cl flaske, 3,5% alkohol.

Ikke på lager

Kategorier: ,

Beskrivelse

Lindemans Kriek

Lindemans ligger tæt på Bruxelles, og her er der tradition for at brygge lambic. Lambic minder ikke om nogen anden slags øl. Den er brygget af bygmalt som de fleste andre øl, men der bruges ikke ret meget humle, og den humle, der bruges, er faktisk for gammel – der er ikke meget bitterhed tilbage, kun nogle konserverende egenskaber. Men den største forskel på lambic og andet øl er gæren – eller rettere, den manglende gær. Lambic tilsættes ikke gær – i stedet hældes øllet i store åbne kar, og så dumper forskellige mikroorganismer (blandt andet vildgær, kaldet Brettanomyces) fra luften ned i karret og begynder at gære øllet. Det giver en special smag, som dels er syrlig, men også har andre specielle dufte.

Lambic kan drikkes rent, men der er tradition for at blande den med forskellige frugtsafte, og så får det færdige produkt navn efter denne saft. I dette tilfælde handler det om kriek, som vil sige, at der er blandet saft fra sure kirsebær i øllet. Det giver naturligvis en meget speciel øl.

Lindemans Kriek er dyb rød i farven, lidt som rødvin, men med et lyserødt skær. Skummet er næsten ikke-eksisterende.

Duften er kirsebær og atter kirsebær. Det minder lidt om slik med kirsebærsmag, men på en mere naturlig måde.

Kirsebærrene fortsætter i smagen, men lidt mere dæmpet, og er balanceret af en fin syrlighed – man kan blive overrasket over, at drikken ikke er mere sød, end den er.

I eftersmagen kommer der lidt mere kirsebær igen, og lidt mere sødme. Det burde være for meget med al den kirsebærsmag, men det hele er i balance. Denne øl vil være oplagt at servere til dessert, bortset fra at den måske vil stjæle opmærksomheden. Efter vores mening er den perfekt sammen med risalamande, hvis man til gengæld dropper kirsebærsovsen!