Saison Dupont

DKK25,00

Saison er den dejlig øltype, som minder om sommer, men alligevel kan nydes hele året. Saison Dupont er det bedst kendte eksempel – og en af de bedste øl.

33 cl flaske, 6,5% alkohol.

Ikke på lager

Kategorier: ,

Beskrivelse

Saison Dupont

Brasserie Dupont er startet i 1950, men blev kendt i 1980’erne for deres Saison Dupont, som startede en voksende interesse for saison som øltype. Den særlige slags øl stammer fra Wallonien, den fransktalende del af Belgien, og er oprindeligt ikke en bestemt stil. Den blev brygget i vintermånederne med det formål at skulle slukke tørsten hos høsttidens sæsonarbejdere, “les saisonniers”, deraf navnet. Den skulle være tørstslukkende, så den blev brygget som en ret frisk øl med forholdsvis lav styrke. Samtidig blev der tilsat meget humle, fordi den skulle holde de mange måneder. Men der var ikke nogen fast formel. I virkeligheden var en “saison” det, som på engelsk kaldes en “farmhouse ale” – det var det øl, som blev brygget på den lokale gård.

I dag er saison mere veldefineret – som en øl på 5-7% alkohol, masser af humle, og brygget med en gær, som giver den en friskhed som en hvedeøl. Definitionen kommer i høj grad fra denne øl, den oprindelige Saison Dupont.

Og så til øllet

Skummet er tyndt, hvidt og en smule kedeligt. Øllet har til gengæld en smuk orangegylden farve med et tåget skær.

Duften er fuld af mange ting: Nelliker, muldjord, appelsinskal, og den er i det hele taget meget frugtig.

Smagen er frisk, halvtør og fyldig, og der er mere frugt. Desuden har smagen en let bitterhed, som bitter appelsinskal.

Eftersmagen giver en prikkende bitterhed fra humlen, og frugtigheden bliver nu mere markeret, og lægger sig et sted mellem abrikos og ananas.

Saison Dupont er fantastisk læskende og velsmagende. Det er en typisk sommerøl, men en øl, som kan give sommer hele året. For eksempel er den perfekt til den fede julemad. Dens krydrede duft passer godt til jul, mens friskheden samtidig kan give lidt balance til maden. Det er desuden den perfekte øl at servere til folk, som tror, de foretrækker en almindelig pilsner, og som du gerne vil overraske.